Fra Små Stiklinger til Stor Passion

Café Askø-Krukkens Figenrejse

I 2019 købte vi ejendommen på Askø Møllevej 11 og begyndte at rydde den omkring 9.000 m² store grund. Her opdagede vi hurtigt potentialet i at udnytte pladsen til at dyrke økologiske figner, inspireret af vores gode erfaringer med figentræer både ved vores sommerhus og på ejendommen.

Med figenproduktion som vores passion plantede vi 100 små figentræer, som nu danner fundamentet for vores figenbaserede produkter. Vi fremstiller alt fra figensyltetøj til kompot, chutney og andre specialiteter, som ingen andre i Danmark tilbyder.

For at kunne sælge vores produkter til detailhandlen, var det nødvendigt at producere dem i et godkendt industrikøkken. Det førte til idéen om også at åbne en café, da vi alligevel skulle investere i et moderne køkken, der opfyldte Fødevarestyrelsens krav.

Under ombygningsprocessen ændrede vi lidt på planerne, udvidede stueetagen og skabte et lille depot. Det gav samtidig plads til at åbne en hyggelig café og gårdbutik, hvor vores hjemmedyrkede produkter nu kan nydes og købes.

Hvad er Askø-Krukken

Virksomheden Askø-Krukken er vores overordnede brand, som vi benytter til såvel syltetøjsproduktion som til caféen, og hjemmelavet valnøddebrændevin.

Sammen med en rigtig god veninde, har vi brugt mange kræfter på at designe virksomhedens logo samt planlægge opstart og markedsføring til mindste detalje, men gennem hele forløbet har vi haft et overordnet krav – ikke hurtigere end at vi kan følge med.

Med EU-tilskud fra LAG

Da projektet greb om sig, gjorde udgifterne det også, og vi har derfor søgt og fået EU-støtte ved en af de Lokale Aktions Grupper, LAG Småøerne. Vi var heldige, at få del i denne ordning, og har fået et anseeligt tilskud til istandsættelse af Café Askø-Krukkens lokaler, hvor vi har fået dækket 50% af udgiften til murer, maler og elektriker. Et tilskud vi sætter stor pris på, og som er med til at fremskynde vores projekt.